lørdag den 26. april 2014

FORÅRSSALAT MED AGURK, AVOKADO OG SYLTEDE LØG


Her har du en pink/grøn forårssalat med en skøn dressing af citron og honning. Jeg havde fået en pose fint, lysegrønt grønkål af min farmor fra hendes nabos have, men det er ikke til at opdrive i butikkerne nu, så med mindre du selv har det i baghaven, så udskift det med en anden type salat eller kål. Se at komme i gang - jeg lavede dobbeltportion af nedenstående til en påskefrokost, hvor vi var fem piger - det passede perfekt til kylling bagt med pesto af ramsløg og en tærte. Jeg synes, at du skulle gøre det samme - her har du opskriften:

To håndfulde grønkål (el. spidskål, fintsnittet, blancheret broccoli, spinat eller salat)
1 agurk
1 stor avokado eller to små
1 æble
100 g feta
En håndfuld lynsyltede rødløg
Purløg eller anden krydderurt
2 spsk koldpresset rapsolie
2 spsk honning
Saft og skal fra en økologisk citron

Først og fremmest skal du have gang i sylt af rødløg, hvis ikke de allerede står klar parat i dit køleskab. Grønkålet/salaten snittes fint, argurken udskæres i mundrette stykker og avokado og æble skæres i små tern. En dressing røres sammen af olie, saft og skal og honning, hældes over, fetaen smulres, de syltede rødløg kommes på toppen og du pynter med purløg. Også kan foråret bare komme an! :-)


2 kommentarer: