fredag den 14. marts 2014

FISKEPAKKE MED TORSK, KÅL, INGEFÆR OG CHILI


Fiskepakker er en super nem måde at tilberede fisk og grøntsager af én gang på. Også kan du freestyle med grøntsagerne ligeså tosset, du vil. Jeg valgte kål, fennikel og porre, men squash, fintsnittede jordskokker, gulerødder og hvad du ellers har i køleskabet fungerer med garanti også super godt. Jeg åbnede til sidst pakken op for at toppe den med ristede nødder, en sjat citronsaft og forårsløg. Her har du ingredienserne pr. pakke:

1 toskefilet
1/2 porre skåret i tynde skiver
En håndfuld fintsnittet spidskål
4-6 rosenkål
1/4 fennikel
1/2 chili
Frisk ingefær
2 fed hvidløg
Citronsaft
En sjat rapsolie
Salt og peber
1 forårsløg
En lille håndfuld ristede hasselnødder (ca. 10)
Bagepapir

Du starter med at snitte alle grøntsagerne fint på et mandolinjern, skærer hvidløg og chili i tynde skiver, river hvad der svarer til en lille teskefuld ingefær også er du faktisk allerede klar til at samle pakken. Det gør du ved at ligge alle grøntsagerne i en stak, torsken ovenpå, salt og peber, olie, citronsaft, hvidløg, ingefær og chili også lukker du pakken - enten ved at samle den i toppen med et stykke kødsnor eller ved at folde bagepapiret tværs over og lukke kanten hele vejen rundt. Også giver du den 12-15 minutter i en ovn på 200 grader. Lige inden servering åbner du pakken, giver torsken selskab af et par ristede hasselnødder, fintsnittet forårsløg og endnu et skud citronsaft. God fornøjelse!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar