onsdag den 2. oktober 2013

BLOMMETÆRTE MED MARCIPAN OG KANEL


Denne tærte blev til i forbindelse med, at min farmors kæreste i går fyldte 92 år, og jeg havde en flok blommer fra hans blommetræ liggende i fryseren. Tærten blev sprød, syrlig på toppen og super sød i midten. Du skulle prøve det. Sådan ser opskriften ud, der passer til en tærteform med en diameter på 25 cm-ish: 

Bunden: 
100 g sukker
1 tsk vaniliesukker
150 g hvedemel
80 g havregryn
150 g smør

Marcipanmasse:
100 g marcipan
80 g sukker
3 æg
2 dl fromage frais

Blommefyld:
10-15 små danske blommer - gerne en let syrlig sort
25 g smør
2 spsk sukker
3 tsk kanel

En håndfuld hasselnødder og endnu et drys kanel skal der også til. 

Fremgangsmåden er den, at ingredienserne til bunden æltes sammen og trykkes ud i en smurt tærteform. Derefter kommes den på køl imens marcipanfyldet laves, og dette sker blot ved, at marcipan rives og røres sammen med de resterende ingredienser. Herefter finder du igen din bund frem, hælder marcipanmassen op i og bager herligheden i 5 minutter nederst i ovnen på 180 grader. Blommefyldet laver du ved først at blande sukker, smør og kanel på en pande, og så snart det karamelliserer mødes det med de halverede blommer. Dette får lov at hygge sig i et par minutter, indtil blommerne og karamellen er klar til at komme på tærten, hvor marcipanfyldet efter en hurtig tur i ovnen har nået at sætte sig. Til slut hakkes en håndfuld hasselnødder groft og drysses over, og når kagen efter endnu 35-40 minutter i oven på 180 grader har bagt færdig, sprød og lækker, giver du den endnu et lille drys kanel. Bum - også er der kage. :-)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar