torsdag den 5. september 2013

CHILI SIN CARNE

Jeg har fået et ønske, og jeg er tosset med det. En god opskrift på chili sin carne, og da jeg i kraft af min mor og søster har lavet en del vegetarmad, er det en overkommelig udfordring. Så her er den, propfuld af grøntsager og monster-sund.

Til en stor portion til fire personer skal du skal bruge:
6-8 fed hvidløg
2 mellemstyrke chilier med kerner
2 løg
1 porre
2 pastinakker
3 gulerødder
1 lille squash
1 stor peberfrugt
1 lille dåse tomatpure
1/2 dl rødvin
1 bouillonterning
1 dl vand
2 dåser hakkede tomater
500 g blandede bønner - jeg brugte hvide cannellinibønner og de røde kidney
1 tsk chilipulver
2 tsk spidskommen
1 tsk kanel
Ca. 25/30 g mørk chokolade - jeg brugte 80%
Salt og peber
1 spidskål til salat
Fromage frais

Alle grøntsagerne hakkes, skrælles, snittes og rives. Ingredienserne kommes i gryden i den rækkefølge, som de her forekommer i, simrer i minimum et kvarters tid - meget gerne længere, og serveres i denne udgave med fintsnittet spidskål og en stor klat fromage frais.

Du kan til enhver tid udskifte grøntsagerne med nogle andre - havde de haft knoldselleri i netto i dag, havde jeg nuppet sådan et fremfor pastinakkerne ligesom du også kan spise salat, ris eller brød til fremfor spidskål. Giv den gas. Velbekomme!



2 kommentarer:

  1. Skønt Line! Glæder mig til at prøve denne her opskrift!

    SvarSlet
  2. Det er jeg så glad for at høre - velbekomme!

    SvarSlet