onsdag den 10. september 2014
SENSOMMERMUSLINGER MED ØL
For ikke så vanvittig længe siden gik turen til fiskemanden, og jeg endte hjemme igen med en ordentlig pose blåmuslinger. Denne gang fik de selskab af en øl fra køleskabet, danske porre fra netto og syrlige æbler og persille fra haven.
Hovedret til 2 personer eller forret til 4 personer:
1 kg blåmuslinger
En sjat olivenolie
2 fed hvidløg
3 porre
1 syrligt, dansk æble
2 dl øl - jeg brugte en newcastle, men jeg er sikker på at enhver lys pilsner går flot hertil
Salt og peber
En håndfuld persille
Første skridt mod en balje muslingelækkerier er rensning af muslingerne. Under koldt vand renses muslingerne fri for skæg og åbne muslinger får en lille bank i bordet - hvis ikke de lukker sig af sig selv er de døde, og skal kasseres. Nu sætter du en gryde over varmen på fuld skrue, kaster lidt olivenolie i også muslingerne. Her vender du dem rundt og lader dem få lidt varme i et minuts tid inden de møder porre, hvidløg, æble i grove tern, øl, salt og peber. Her skal det blot stå og hygge sig cirka 5 minutter under låg, hvorefter du anretter med persille og serverer med en skive godt brød, hvis ikke blot du smider persillen i gryden og sætter gryden på bordet. Husk på, at de muslinger der ikke har åbnet sig af sig selv efter en tur i gryden, ikke må spises. God fornøjelse!
tirsdag den 19. august 2014
MEXI-PANDEKAGER MED KYLLING, GRILLEDE MAJS OG GRØNT
Da jeg for en uge siden landede i Århus efter en fremragende uge på smukfest, var en god, snasket madpandekage en fremragende velkomst. Her i en mexikansk version med hjemmelavede pandekager, kylling, masser af grøntsager, ost, sæsonens majs og syltede løg. Sæt i gang - her har du opskriften til to store, mættende pandekager.
Pandekager:
1 dl hvedemel
1 æg
1 dl minimælk
1 dl vand
Et drys salt
1 spsk olie
Olie til stegning
Dressing:
1 dl skyr
1 spsk stærk chilisauce
1 tsk honning
1 spsk æbleeddike
1 tsk røget paprika
4-6 cherrytomater, finthakket
Salt og peber
Desuden skal du bruge:
2 kyllingebryster
Olie
1 fed hvidløg
1/2 bøffelmozerella
1 majskoble
1/4 spidskål (her har jeg brugt den røde)
1 avokado
6-8 cherrytomater
Et par skefulde lynsyltede rødløg - find opskriften her eller top i stedet op med fintsnittede rødløg
Kyllingekødet til pandekagerne er her en rest fra en helstegt kylling, der er trevlet og inden servering vendt på en pande med hvidløg og en smule olie. Men steg endelig de to kyllingebryster i olie og hvidløg og skær derefter i mindre stykker, hvis ikke du lige står og roder med rester fra en helstegt kylling. Derefter renser du majsen fri fra blade og tråde, skyller den, pensler med olie og griller den på en grillpande i cirka 20 minutter. Derefter skæres majsene af. Inden pandekagebagning røres dressingen sammen, smages til og stilles på køl. Nu røres alle ingredienser til pandekagerne sammen og bages på en pande. Sidste step inden samling af pandekagerne består af snitning af kål, tomater og avokado. Til slut samles pandekagerne ved at fordele et par skefulde dressing på pandekagen, derpå en god håndfuld kylling, ost, grillede majs, kål, tomater og toppes til slut af med avokado og rødløg. Jeg lover dig, at der bliver fest i din mund. God fornøjelse! :-)
søndag den 3. august 2014
ISKAFFE
Jeg har nu fundet min absolutte læskende favoritmakker i sommervarmen, og måske du nu også her finder din. Om ikke andet synes jeg, at du bør kaste dig ud i at lave din egen iskaffe - denne version er toplækker, kalorielet og super nem at fremtrylle. Her har du ingredienserne til to store kopper:
1 stor spsk instantkaffe
1 dl kogende vand
2 dl letmælk
1 tsk vaniliesukker
Et skvæt flydende stevia eller honning
To håndfulde is (cirka 8-10 isterninger)
Et drys kakaopulver til pynt
En stærk deciliter kaffe brygges af kaffe og kogende vand og sættes kort til afkøling. Herefter blendes kaffen med is, mælk, vaniliesukker og stevia til isen er knust og iskaffen helt skummende. Kaffen hældes i glas, drysses med kakao og serveres med sugerør. Velbekomme, venner! :-)
fredag den 18. juli 2014
JORDBÆR-YOGHURT-IS
Solen går bananas, og skal du have solskin på skeen, så skal du klart kaste dig over denne sommer-yoghurt-is med de sidste danske jordbær. For et par uger siden besøgte jeg min far, hans kæreste og deres nye, italienske ismaskine. Sikke en drøm af en maskine, der fremtryllede den lækreste, læskende is. Isen her er altså blevet til i ismaskinen, og det gør en forskel, men jeg tror også, at isen vil egne sig på pind. Til fire portioner skal du bruge:
150 g sukker
1/2 dl vand
250 g jordbær
3 dl yoghurt
3 æggeblommer
En håndfuld jordbær til pynt
Du starter isproduktionen ved at komme sukker og vand i en gryde på blusset og lade det koge op. Alt imens vand og sukker koges til sirup, blendes jordbær og yoghurt. Når vand og sukker er kogt sammen, tages den af blusset og køler ned i et par minutter. Derefter piskes siruppen lidt ad gangen i æggeblommerne under konstant omrøring. Til slut røres jordbær/yoghurtmassen deri, og isen er klar til ismaskinen inden frys eller isformen. Rigtig god fornøjelse i sommervarmen!
fredag den 4. juli 2014
JORDBÆR/RABARBERKOLDSKÅL MED SKYR OG KNAS
Solen titter nu for alvor frem igen, og intet selskab er dertil bedre end koldskål. Her med jordbær og rabarber i en portion, der rækker til fire.
2 pasteuriserede æggeblommer
6 spsk sukker
1 vaniliestang
Saft og skal fra 1 økologisk citron
500 gram skyr
1/2 l kærnemælk
4-6 stængler rabarber
1 dl vand
500 g jordbær
2 store håndfulde hasselnødder
Du starter med at koge rabarbersirup. Det gør du ved at skære rabarbererne ud i mindre stykker, komme dem i en gryde med 1 dl vand og 2 spsk sukker. Det skal nu koge op i 5 minutters tid til væsken fra rabarberne er trukket ud, hvorefter du hælder siruppen fra og lader den køle af. Nu piskes æggeblommer, vanilie og de resterende 4 spsk sukker til det er luftigt også røres citronsaft - og skal, kærnemælk og skyr ud heri. Til slut blender du halvdelen af jordbærene og rører jordbærmos og halvdelen af rabarbersiruppen i koldskålen og stiller på køl. Inden serveringen ristes hasselnødderne også anretter du koldskålen med sirup, jordbær og hasselnødder. Ja da - så kan sommeren blot komme an! :-)
mandag den 16. juni 2014
SOMMER PÅ EN PIND
Jeg er blevet bachelor, har fået sommerferie og solen skinner. Det er simpelthen så fantastisk skønt, og denne mango-ispind er et fint bud på godt selskab i solstolen.
Til 4 ispinde:
1 1/2 mango
Saften og skal fra en lille økologisk citron
1 spsk sirup
4-6 søde jordbær
4 ispinde-forme
Pærenemt er det - du blender mango og smager til med sirup, citronsaft og skal, hvis du er til det. Derefter skærer du jordbærene i tyndeskiver, putter dem nedlangs siden og fylder op med mango-massen. 5-8 timer på køl, en tur under den varme hane og vupti; sommer på en pind. Nyd solstrålerne! :-)
tirsdag den 27. maj 2014
CHEESECAKE MED HVID CHOKOLADE, CITRON, JORDBÆR OG RABARBER
For en uges tid siden fyldte jeg 25 år. Det var en sommerdag, der var cheesecake på bordet og mine gæster var glade. Her har du opskriften på kagen, der er lavet med inspiration fra alt for damerne, men her lavet lidt om og rækker fint til 8-10 gæster.
100 g sukker
200 g rabarber
1/2 dl vand
2 blade husblas
120 g smør
250 g digestive kiks
4 dl piskefløde
400 g flødeost
150 flormelis
250 g hvid chokolade
2,5 dl creme fraiche 18%
Skal og saft fra en økologisk citron
1 vaniljestang
3 blade husblas
To håndfulde jordbær
Jeg startede et par dage inden kagen skulle laves med at koge rabarber med sukker og vand i en ti minutters tid, si saften fra og stille på køl til den til allersidst (og her et par dage efter) bliver til en fin gelé på toppen af kagen. Men du kan sagtens gøre det samme dag, som den skal forenes med kagen. Dagen inden tænderne skal sættes i kagen knuser du kiksene, smelter smøret, rører det sammen, presser sammen i bunden af din form og bager i ovnen på 200 grader til det er gyldent - cirka et kvarter/tyve minutter. Imens bunden køler helt af, laver du ostecremen ved, at smelte den hvide chokolade over vandbad og stille til afkøling. Imens chokoladen køler pisker du ost, flormelis, creme fraise, saft og skal fra citron og vaniliekornene. Når ostemassen er rørt sammen og chokoladen er afkølet, vender du chokoladen heri. Dernæst udbløder du husblassen i en skål med koldt vand, varmer den i en gryde til den smelter og rører den lynhurtigt i ostemassen. Sidste step med ostecremen er at piske fløden til let skum, vende den i ostemassen og hælde over den kolde, bagte bund. Glat overfladen og smid den på køl. Natten over. Dagen efter koger du lige nøjagtig saften op, rører udblødt, vredet husblas i, køler en smule af og hælder forsigtigt geleen over. Nu sætter du igen kagen på køl et par timer, pynter med jordbær og voila hurra! God fornøjelse. :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)