onsdag den 10. september 2014

SENSOMMERMUSLINGER MED ØL



For ikke så vanvittig længe siden gik turen til fiskemanden, og jeg endte hjemme igen med en ordentlig pose blåmuslinger. Denne gang fik de selskab af en øl fra køleskabet, danske porre fra netto og syrlige æbler og persille fra haven.

Hovedret til 2 personer eller forret til 4 personer:

1 kg blåmuslinger
En sjat olivenolie
2 fed hvidløg
3 porre
1 syrligt, dansk æble
2 dl øl - jeg brugte en newcastle, men jeg er sikker på at enhver lys pilsner går flot hertil
Salt og peber
En håndfuld persille

Første skridt mod en balje muslingelækkerier er rensning af muslingerne. Under koldt vand renses muslingerne fri for skæg og åbne muslinger får en lille bank i bordet - hvis ikke de lukker sig af sig selv er de døde, og skal kasseres. Nu sætter du en gryde over varmen på fuld skrue, kaster lidt olivenolie i også muslingerne. Her vender du dem rundt og lader dem få lidt varme i et minuts tid inden de møder porre, hvidløg, æble i grove tern, øl, salt og peber. Her skal det blot stå og hygge sig cirka 5 minutter under låg, hvorefter du anretter med persille og serverer med en skive godt brød, hvis ikke blot du smider persillen i gryden og sætter gryden på bordet. Husk på, at de muslinger der ikke har åbnet sig af sig selv efter en tur i gryden, ikke må spises. God fornøjelse!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar