fredag den 18. juli 2014

JORDBÆR-YOGHURT-IS


Solen går bananas, og skal du have solskin på skeen, så skal du klart kaste dig over denne sommer-yoghurt-is med de sidste danske jordbær. For et par uger siden besøgte jeg min far, hans kæreste og deres nye, italienske ismaskine. Sikke en drøm af en maskine, der fremtryllede den lækreste, læskende is. Isen her er altså blevet til i ismaskinen, og det gør en forskel, men jeg tror også, at isen vil egne sig på pind. Til fire portioner skal du bruge:

150 g sukker
1/2 dl vand
250 g jordbær
3 dl yoghurt
3 æggeblommer
En håndfuld jordbær til pynt

Du starter isproduktionen ved at komme sukker og vand i en gryde på blusset og lade det koge op. Alt imens vand og sukker koges til sirup, blendes jordbær og yoghurt. Når vand og sukker er kogt sammen, tages den af blusset og køler ned i et par minutter. Derefter piskes siruppen lidt ad gangen i æggeblommerne under konstant omrøring. Til slut røres jordbær/yoghurtmassen deri, og isen er klar til ismaskinen inden frys eller isformen. Rigtig god fornøjelse i sommervarmen! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar