mandag den 1. december 2014

SALTE CHOKOLADEKARAMELLER



1. december, og julegodterne må slippes løs. Disse salte, mørke chokoladekarameller er nemme at lave og i år har jeg lavet et par stakke, pakket dem ind i bagepapir og sat 24 på snor. Vupti - og du har en chokoladejulekalender. Her har du opskriften til 25-30 karameller:

200 g god mørk chokolade
200 g lys sirup
100 g saltede peanuts
Salt 
Bagepapir

Kom siruppen i en gryde og lad den koge op, imens du hakker chokoladen. Når den koger hældes den over chokoladen og røres glat og blank med en dejskraber. Nu smages chokolademassen til med salt - jeg tilsatte cirka 1/2 tsk, men smag dig lidt frem. Derefter hældes chokoladen i en bagepapirsbeklædt firkantet form med peanuts i bunden, napper minimum 6 timer i køleskabet og gerne længere også skæres de ud i firkanter og pakkes ind i bagepapir. Og hvis du skulle være mere til lys chokolade, valnødder eller karamelliserede hasselnødder, så er der også råd for det i sidste års udgave af chokoladekarameller. Tjek det ud - glædelig jul!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar